Hvor lang tid går der, fra du tænker “nu gad jeg godt bruge tid på projekt xx” – og til du er i gang?
Forhåbentlig ikke lang tid. For energien er der, og du kan mærke inspirationen og lysten til at fordybe dig.
MEN! Afhængig af, hvad projektet eller passionen er, så kan der være en del forberedelsestid, hvor du finder alting frem, lige får ryddet stuebordet og måske får gennet børnene ud i haven, så der er RO!
Og så kan der enten ske det, at tiden, du havde til rådighed, forsvinder for hurtigt – eller at du faktisk aldrig går i gang med at finde tingene frem, fordi det er så mega besværligt … Og det er da virkelig en skam, når nu vores projekter er det, der giver os god energi!
Det gode er, at vi heldigvis kan speede op, så vi hurtigere er i gang med alt det sjove!
Jeg har fx læst om en, der har lavet et malehjørne i stuen, så hun hurtigt kan finde alting frem, når lysten til at male opstår.
Eller folk, der har rulleborde fyldt med alt det, de skal bruge til hurtigt at komme i gang med deres passioner, eller dem, der har mapper med info, de har samlet om deres yndlingsemner etc.
Pointen er, at vi ikke skal bruge tiden – vores sparsomme tid! – på at finde ting frem. Det skal bare være nemt. Det er NU, vi må være lidt mere strukturerede … for vores egen skyld og passionernes for skyld!
Gør plads!
Når du laver fysisk rum til dine passioner, sker der også en anden meget vigtig ting; du giver dine passioner respekt. Du respekterer dig selv og dine behov for at arbejde med dine projekter, og hvor glad det gør dig. Hvis du bor sammen med nogen, viser du også dem, at det her er vigtigt for dig, så det skal have lov at fylde. Også fysisk!
En dag kiggede jeg rundt i vores hjem og tænkte – det var dog utroligt! Børnene har begge eget værelse, min mand har et kæmpe værksted og lydstudie … hvor er MIT helle? Jeg havde ikke skænket det en tanke før, for godt nok kender jeg til mødre, der har et syrum – men jeg syr ikke – og mange har bare et kontor, som de deler.
Men jeg kender ingen, der har “eget værelse” som voksen (og hvis jeg gør, har jeg glemt det!) Altså uden tema – sy/male etc. – bare eget værelse. Jeg tog alene på café eller ud til vandet, når jeg ville idéudvikle eller skrive. Men derhjemme havde jeg kun fællesarealer at boltre mig på. Og der er altid larm og afbrydelser! Jeg har brug for at være alene en gang i mellem – ligesom jeg forestiller mig, at mange andre også har (?).
Og dér opstod så ideen til Mors Hule. Vi har et lille, snørklet rum på 1. salen, som nu er blevet for lille at bruge som værelse til ungerne, fordi væggene er skrå, og det er så upraktisk indrettet, at der ikke er plads til en seng pga. to små hyggekroge. Til gengæld stod det frit … så jeg sagde “det snupper jeg!” Og indrettede min skrive-tænke-slappe af-hænge ting på væggene-hule. Det er MIT fristed. Og jeg lukker for det meste døren.
Hvis du endnu ikke har dit eget fristed, og du kan mærke, at det vil gøre dig godt at have et, så er mit eneste råd: Få et! Kniber det med pladsen, så vær kreativ. Lidt er bedre end ingenting. Lav regler, som er til at forstå. Mors Hule har følgende regler: Man skal banke på – og man må ikke bruge hulen uden at få lov. For den er MIN!
Selvom der fysisk ikke er højt til loftet, så er det dét rum i huset, hvor der for mig er højest til loftet! Her er plads til ideer, og væggene er snart helt gennemhullede, fordi jeg hænger alt muligt op, som jeg er lige pt. er interesseret i … og så piller jeg det ned igen, når interessen er dampet af. (Og det næste, jeg hænger op, ja der passer hullerne aldrig!)
Har du ikke mulighed for at have et helt rum, så hav en rullevogn eller et skab med alle dine ting, så de er nemme at finde frem – og pakke væk igen. Det afhænger naturligvis af, hvad dine passioner er.
Jeg elsker (som i ELSKER!) kontorartikler og bruger alt, alt for mange penge på kontorartikler (skriveredskaber, post-its, farvet papir, notesbøger etc.)! Det gode er, at jeg har et chatol med mange små skuffer i, så derfor kan jeg holde styr på det hele. I Hulen. Som er MIN.
Jeg ønsker for dig, at du også finder fysisk rum til dine passioner og projekter. Det fortjener DE, og det fortjener DU!
Kærlig hilsen
Lone