Hvad er succes for dig?

– som både er multipassioneret og procesorienteret!

Du står i startbloggen. Skuddet lyder. Du løber. Du kommer i mål FØRST. Succes!

Hvad er succes?
For nogle er succes baseret på penge: Størrelsen på deres bil, løn og hus. Mærkevaretøj, dyre ferier osv.
Det kan også være karrierebaseret, som fx at få job i drømmefirmaet, blive forfremmet, blive leder – og antallet af medarbejdere, man er leder for etc.
For nogle kan det være et afgrænset projekt, som fx at tabe sig 25 kg. Løbe en maraton. Eller bestige Kilimanjaro!

Og så er der os andre … som overhovedet ikke bliver trigget af nogen af delene og derfor godt kan føle, at vi aldrig “når i mål” – og dermed aldrig får oplevelsen af succes.

Hvis du er den resultatorienterede type: Sæt mål, nå dem = succes. Tillykke!
Hvis du er den procesorienterede type: Læs videre ; )

Hvorfor er det vigtigt at måle din succes?
Engang opfordrede en chef mig til at definere, hvad succes på arbejdet var for mig. Det gjorde han, så jeg kunne vide, om jeg var lykkedes på mit arbejde. Det gav skidegod mening!
Lige indtil jeg satte mig ned og skulle definere det. Så var jeg på den. For, det vigtigste for mig var faktisk at være glad på arbejdet og naturligvis udføre mine opgaver – nå ja, og være glad på arbejdet (fik jeg slået det fast?!).

Multipassionerede, som også er procesorienterede, ryger nogle gange i et hul og tænker:

  • “hvad KAN jeg egentlig?”
  • “hvad har jeg overhovedet opnået?”
  • “jeg skifter jo igen om lidt, så nu når jeg heller ikke i mål med dette”

Kan du høre det? Selvnedgørende tanker. Men det slutter nu! Vi har også masser af succes, det er bare ikke altid målt efter de samme kriterier som mange andre. Men ved at måle din succes, kan du ranke ryggen i stolthed, når du føler, du har opnået noget, der er vigtigt for dig.

I virkeligheden er det enkelt: Når du ved, hvad der er vigtigt for dig, kan du måle ud fra det!

“Success is liking yourself, liking what you do, and liking how you do it.”
Maya Angelou, poet, forfatter, skuespiller, instruktør og aktivist

Hvad nu hvis succes for dig er disruption? Forestil dig, at du får et nyt job, hvor du udvikler smartere processer, som ingen havde tænkt på før. Får folk til at samarbejde på tværs af afdelinger, fordi du er skide god til at se sammenhænge, hvor ingen andre ser dem. Vender personaleforeningen på hovedet med nye, vilde tiltag og øger den generelle arbejdsglæde i hele butikken?
Kort sagt, at du er en kæmpe (positiv) forstyrrelse, og bum så er du ude igen.

Er det succes? Du blev jo ikke længe nok til at få lønforhøjelse eller en forfremmelse. Men naturligvis er det succes. Fordi du gjorde en positiv forskel med dine talenter, som ikke alle har. Og du nød helt sikkert processen – altså turen til målet!
(Og drift og vedligehold af dine nye tiltag må andre typer tage sig af …)

To verdener kolliderer
Jeg fik en mail fra en specialestuderende, der ønskede, at jeg udfyldte et spørgeskema om min virksomheds strategi og vækst.

Jeg svarede:

“Det vil nok mere mudre din undersøgelse end gavne, hvis jeg besvarer den (har været inde og kigge på spørgsmålene).
Ser du, der er kun mig, og der skal kun være mig. Jeg er ikke interesseret i vækst, kun at tjene NOK til at betale mine regninger og lave sjove ting med min familie. Og resten af dagens timer bruger jeg på alt det, jeg godt kan lide at lave. Arbejde og vækst er ikke alt (i min verden).

Samtidig bekymrer jeg mig overhovedet ikke om mine konkurrenter. De gør deres, jeg gør mit, og der er kunder nok til os alle sammen.
Hvis du kan bruge dén vinkel til noget som helst, er du velkommen til at kontakte mig igen : )
Og ellers ønsker jeg dig god vind med din undersøgelse og specialet!”

Ham hørte jeg aldrig fra igen. Jeg forestiller mig, at han sidder på gulvet og rokker, mens han stirrer ind i væggen og tænker “hele mit livssyn er smadret. Arbejde er ikke alt!” …
eller også synes han, at jeg er verdens største klaphat, der ikke har forstået en skid af det hele.

Det er sgu nok det sidste ; )

Anyways.

Jeg måler nemlig ikke min virksomheds succes ud fra vækst og penge, men nærmere sådan her:

  • Når jeg griner hver dag
  • Når jeg bliver lidt klogere hver dag
  • Når jeg husker at nyde mit multipassionerede patchwork-liv hver dag*

* som fx at jeg sidder på en café kl. 11 om formiddagen en hverdag og allerede har arbejdet for 2 kunder i dag – og kommer til at arbejde igen senere, men lige nu er det altså skrivetid!

Jeg håber og ønsker, at det kan inspirere dig til at sætte dine mål-kriterier.
For nu er det tid.

Tid til at (re)definere succes:
Hvad er succes for dig? Og hvordan måler du din succes?

Jeg opfordrer dig virkelig til at tænke over din succes. Multipassionerede, som samtidig er den procesorienterede type, har også brug for at føle succes, for det er ofte ikke så tydeligt og håndgribeligt, som mange andres succes. Vi kan naturligvis også bestige bjerge, løbe maraton og få forfremmelser; vi bliver bare mere motiveret af vejen derhen end af selve målet.

Og skal vi lige genbesøge Maya Angelous definition på succes:
“Success is liking yourself, liking what you do, and liking how you do it”!

Kærlig hilsen
Lone

PS: Kig forbi bloggen Alt det, du kan, hvis du trænger til en mental opstrammer/krammer!

Gå til flere blogs her

 

Leave a Comment