En dag fik jeg en ret stor erkendelse lige midt i en amerikansk tv-serie …
“6 feet under” følger livet i et bedemandsfirma. I et afsnit tog de afsted til en konference, hvor de mødte hundredvis af andre bedemænd, som de kunne tale med om deres branche og fælles udfordringer.
Da jeg så det afsnit, fik jeg en kæmpe klump i halsen. For af en eller anden grund var det i denne situation, det gik op for mig, at det er noget af det svære ved at være multipassioneret: Vi har ikke på samme måde en “klan”. Ligesindede, vi kan nørde vores fag med. Vi har jo mange fag!
Vi multipassionerede skal jo også dygtiggøre os. Men når jeg tager på messer og kurser, føler jeg mig altid lidt udenfor. Lidt på besøg. Fordi det er aldrig 100 % mit fag. Det er ét af mange.
Tænk at modtage et brancheblad og vide, at det er mit fag! Mit eneste fag!
Vi er i overhængende risiko for at føle os udenfor fællesskabet, da vi ikke er specialister i ét fag. – Og der er altid nogen, der er dygtigere end os, fordi de ikke laver andet. Hvilket bringer mig til bedragersyndromet …
Bedragersyndromet
Netop det, at vi ikke er specialister, kan på mørke dage tappe ind i en usikkerhed (“Hvad kan jeg egentlig?”), hvor vi bare venter på, at folk finder ud af, at vi ingenting kan.
Et eksempel:
Jeg blev for nogenlunde nyligt spurgt, om jeg ville skrive en klumme til vores lokalavis. Jeg sagde naturligvis JA (som vi jo gør), skrev den med stor iver – og blev så ramt af den vildeste omgang bedragersyndrom, eller imposter syndrome, som det hedder på English.
Altså, når man tvivler på egne evner og synes, at det, man har lavet, er totalt åbenlyst og overhovedet ikke begavet, “det kunne enhver anden jo have lavet, det er slet ikke noget særligt – om lidt bliver jeg afsløret som bedrager!”.
Ja. Summasummarum: Klummen var færdig, men jeg turde ikke aflevere den! Selvom det er en lokalavis, ved jeg tilfældigvis, at den har 25.000 læsere hver uge. Det’ mange …
Mit arbejdsliv består rigtigt nok af kommunikation, men også af virkelig mange andre opgaver. Derfor er jeg ikke specialist i kommunikation. Ikke længere. Det var jeg engang, men i dag arbejder jeg med mange andre ting.
Alle dem, der udelukkende arbejder med kommunikation, kunne skrive klummen meget bedre og skarpere end mig, og derfor … (bla bla inde i mit hoved).
Da jeg var færdig med at tale mig selv ned under gulvbrædderne, satte jeg en mental lup over denne ubehagelige følelse for at finde ud af, hvorfor jeg var så bange?
At føle sig udenfor
Jeg kom frem til, at årsagen skal findes i, at jeg er uddannet i kommunikation: Det er meningen, at jeg skal skrive godt, og derfor blev jeg bange. Da jeg har brug for (meget) variation i mit arbejdsliv, begyndte jeg at arbejde med alt muligt andet, så kommunikation nu kun er en del af det, “jeg laver”.
Derfor sker det, at jeg føler mig udenfor det fine selskab af kommunikationsfolk, der hele tiden er opdateret på viden og metoder og smarte ‘trends’.
Derfor kan jeg altså blive ramt af bedragersyndromet, så det brager.
Og føle mig udenfor.
Når jeg arbejder med opgaver, der er “nye” for mig, eller som jeg ikke er uddannet indenfor, er det ligemeget for mig, hvis jeg ikke er en af de allerbedste …
Måske tænker du, “jamen Lone, du skriver jo også blogs, så hvad er forskellen? Hvorfor blev du så bange for klummen?”. Tak fordi du spørger ; )
Jamen jeg er også altid lidt spændt, når jeg udgiver mine blogs, men forskellen er, at når jeg skriver til alle jer skønne, multipassionerede mennesker, er vi i samme båd. Vi har ofte de samme slags udfordringer – og glæder!
Avisklummen var til, ja, hvem-som-helst, der lige faldt over den.
Desuden aner jeg ikke, hvor mange der læser med på denne blog, for jeg har ingen statistik på hjemmesiden. Det vigtigste for mig er, at du og jeg har et sted, hvor vi føler os set, hørt, forstået – og hjemme.
Nå, tilbage på sporet.
At føle sig indenfor
Da jeg opdagede sammenhængen mellem følelsen af ensomhed, bedragersyndromet og mit multipassionerede arbejdsliv, var det naturlige næste skridt at finde ud af, hvad fordelen så er ved ikke at have én branche. Ét fag. Ét fællesskab.
Vi multipassionerede kommer alligevel aldrig til kun at have én branche hele vores arbejdsliv, så jeg kunne lige så godt tage tyren ved hornene én gang for alle!
Og her kommer den så. Fordelen.
-> Jeg føler mig i virkeligheden altid lidt indenfor!
Fordi! Vi generalister ved lidt om virkelig mange ting. Vi kan næsten altid konversere med folk, fordi vi har en eller anden erfaring med emnet, eller måske kortvarigt har haft en passion for det.
I virkeligheden har du og jeg mange fællesskaber! Vi kommer i mange cirkler og holder os nogenlunde opdateret på flere fagområder end de fleste.
Og trumfkortet: Kombinationen af de ting, vi laver, betyder, at vi til nogle opgaver faktisk er de dygtigste, fordi vi kan kombinere alt det, vi kan og ved, til den smukkeste buket af færdigheder, som ingen andre har.
Tænk lige over dét, næste gang du bliver ramt af bedragersyndromet og føler dig alene.
Det vil jeg i hvert fald gøre ❤️
Kærlig hilsen
Lone
PS: Du kan i øvrigt læse omtalte klumme “Vild med hverdagen?” her.
Og for det ikke skal være løgn, skrev jeg nogle måneder senere en klumme mere, nemlig “Tilflytter-tanker: Hvordan falder man til?”.