Hvis du er multipassioneret og engang imellem får tankemylder, ved du også, hvor belastende det er for kreativiteten. Fordi dit multipassionerede liv, fyldt med inspirerende projekter, risikerer at blive ramt af nedlukning, indtil der er “styr på det” igen …
Jeg troede egentlig, at jeg ville have styr på det her midt i livet. – Altid have styr på husholdningen, hjemmet, jobbet og børnene. Altid lige vide, hvad jeg skulle sige og gøre. Altid være to skridt foran, eller i det mindste “med”.
Jeg må bare sande, at det viste sig at være forkert. I perioder har jeg overhovedet ikke styr på en skid (pardon my french). Nogle gange vågner jeg om natten og kan ikke sove, fordi jeg har tankemylder over alle de ting, jeg ikke har styr på. Ikke har regnet ud.
Det ærgerlige ved at være i sådan en periode er, at der er mindre overskud til kreative projekter. Som multipassioneret kan jeg i hvert fald mærke, at det slider, når energien ikke er til alt det sjove. Og “det sjove” kan jo være hvad som helst, som du elsker at lave lige nu!
En tur på google giver en masse velmenende råd om at få styr på sit liv: Man skal passe sine sovetider, huske at motionere, spise sundt og lave to do lister.
Og det har de uden tvivl ret i. I den perfekte verden.
Sagen er bare den, at i perioder sidder man lige midt i suppedasen og har så mange ting på tallerkenen, at det sidste man tænker på er at spise sundt og motionere. Det handler i stedet om mental overlevelse.
For nylig fik jeg NOK og besluttede mig for at finde ud af, hvad sådan nogle som os kan gøre ved dét.
Derfor er denne blog til dig og mig, som vi kan hive frem, hver gang det hele bliver for meget!
Her er min metode til at få styr på det i den næste periode. Jeg håber og ønsker, at den også virker for dig:
Liste over alt det, der fylder
Skriv alt det ned, som fylder lige nu. ALT. Også det, du faktisk ikke kan ændre på, men som alligevel fylder. Simpelthen for at få det ud af dit hoved.
Jeg nævner i flæng fra min egen aktuelle liste: Prisstigninger, mine børns aktuelle udfordringer, mit eget helbred, vores jordklodes tilstand, juledagene, madplaner jeg ikke gider lave men burde, motion jeg ikke gider dyrke men burde, mit næste karrieretræk … listen er meget længere, men dette er blot til inspiration for dig.
Tag ét punkt ad gangen og træf en beslutning
Brug tid på hvert eneste punkt og beslut dig for, hvad du vil gøre, inden du går videre til næste punkt. Du behøver nemlig ikke gøre alting i dag! Her er lidt hjælp til dig, når du gennemgår din liste:
- Hvad slutter lige om lidt, helt af sig selv?
- Hvad kan du uddelegere til andre?
- Hvad kan du sætte i kalenderen til en anden dag?
- Hvad har du ingen indflydelse på?
- Hvad kan du gøre i dag og få det væk fra listen?!
Hvad er der så tilbage på listen? Beslut dig i dette øjeblik, hvad du vil gøre ved det!
Eksempler på det, der kom ud af øvelsen for mig, til inspiration
Jeg har fx sat i kalenderen, hvornår jeg vil koordinere juleaften og juledagene, for så er det ude af mit hoved lige nu.
Jeg har ingen indflydelse på, at priserne stiger, men jeg har besluttet at holde øje med el-priserne, spare på strømmen generelt, gå (endnu mere) efter tilbud, køre færre kilometer når det er muligt – og køre langsommere! Og så videre.
Det er måske lidt underligt, men jeg har også sat i kalenderen, hvornår jeg “må” bekymre mig om et af mine børns specifikke udfordringer. Ellers æder det mig, hvis det hele tiden larmer. Jeg har nemlig tiltro til, at jeg finder en løsning, når jeg decideret arbejder med problemet!
Og så har jeg besluttet, at jeg ikke laver madplaner og ikke gider have det dårligt over det, bum! I stedet gør vi to ting: Sørger for at have nok i skabet og kigger efter “Red maden” – og lader dét bestemme, hvad vi skal spise.
Og så er tiden måske kommet til, at du og jeg accepterer, at vi engang imellem ikke har styr på alt, men at vi øver os på at have styr på det meste, så vi stadig har plads til at leve vores smukke, multipassionerede liv ❤️
Skal vi love hinanden det? 🤗
Kærlig hilsen
Lone
Det er en aftale søde Lone❤
Tak for en smuk og berigende blok
Dejligt, Sara, det aftaler vi!
Tak fordi du læser med 🙂
Fedt og tak Lone.
Det er da så nødvendig og berigende skriv.
Glæder mig til at læse din blok, når du igen har noget på hjertet❤️
Mange tak, Lars, det glæder mig, at det kan bruges!
Dejligt, at du vil læse med. Indtil der kommer nyt, kan du gå ombord i indtil videre 22 andre blogs, bare kig i menuen om noget giver mening for dig : ) Kh Lone