Hvis du som jeg er den slags multipassionerede, der laver mange ting samtidig, så kender du godt følgende følelse:
Uanset hvor glad jeg er for noget, så flakser min hjerne rundt og ser muligheder alle vegne. Nogle gange handler jeg på det, andre gange gør jeg ikke.
FØR jeg fandt ud af, at jeg er multipassioneret, handlede jeg på det meste ..!
I dag ser verden anderledes ud, for nu ved jeg, at det er min natur, og jeg øver mig i at tænke en tanke til ende, før jeg stopper med noget og starter med noget andet. Visualisering er en stor del af processen.
En dag fik jeg en vaskeægte åbenbaring. (Okay “erkendelse”, hvis jeg skal være mindre dramatisk …) Anyways:
Sådan nogle som os vil ALTID føle uro!
Altid.
For det er vores natur at se muligheder alle vegne. Vi vil aldrig nøjes med “man ved, hvad man har, ikke hvad man får”. ALDRIG!
Da dét gik op for mig, blev alting meget nemmere. Jeg er begyndt at give mig selv en mental krammer, når ideerne flakser rundt i hovedet, og jeg fx allerede har hevet familien op ved rode, er flyttet til Bahamas og lever af at blogge. Altså i mit hoved …
Så begynder jeg at visualisere. At gå med ideen.
Okay. Bahamas. Mmmmm. Lækre sandstrande, langsomt tempo. Strandbarer, strandløver, strandlege. Bløde reggaerytmer, solen skinner, det er vaaarmt …
Men hov. Min mand bryder sig ikke så meget om solen. Det kunne godt blive et problem. Jeg elsker i øvrigt også, at vi har årstidernes skiften herhjemme, så …
Nå. Skrive. Bare sidde under en palme og skrive hele dagen. Skrive til blade hjemme i Danmark. Skrive på bloggen. Skrive for lokale medier om at være tilflytter, uh det vil være så fedt!
Men – jeg har jo prøvet at leve af at skrive hele dagen, og der manglede jeg i dén grad variation.
Men ungerne! Åh, de kan bare løbe rundt i sandet, føle sig frie, være udenfor hele året rundt …
Shit. De ville aldrig tilgive, at vi rykkede om på den anden side af jordkloden, væk fra deres venner, skoler og hobbyer. Og vores familie og venner – de befinder sig jo heller ikke på Bahamas.
Ved du hvad. Vi bliver sgu bare hjemme ; )
Men tanken er leget med, og jeg vil aldrig mere bruge energi på at ærgre mig over, at vi aldrig kommer til at bo på Bahamas. Nu kan jeg godt se diverse programmer om folk, der rykker teltpælene op og flytter til varmere himmelstrøg UDEN helt oprigtigt at tænke “det vil jeg også”.
Hvilken befrielse!
Jeg må spørge mig selv, hvorfor alting skal ændre sig hele tiden?! Det skal det jo heller ikke. Min mand og jeg mødte fx hinanden i 1996. Vi har boet samme sted siden 2006. Næ, det er mit arbejdsliv og fritid, der har ændret sig mange gange – fordi jeg var uerkendt multipassioneret. Nu er jeg et andet sted og kan træffe andre beslutninger. Og det kan du også.
Prøv dine ideer af med visualisering
Jeg talte med kvinde, der efter eget udsagn ikke kan visualisere, altså forestille sig noget med tankerne alene. I stedet har hun brug for at regne på ting, tegne på papir, bygge ting i klodser osv. for at kunne forestille sig noget, som ikke er der. Men så kan hun til gengæld godt!
Uanset hvordan du visualiserer eller forestiller dig en af alle dine passioner eller ideer, så prøv bare at gøre det: Leg med ideen, eventuelt i din Passionsbog, hvor du skriver og tegner dine ideer. Det er en særdeles effektiv metode til at undgå at kaste sig ud i vanvittige projekter, der ender med at gøre dig ked af det, gøre økonomisk nas eller – allerværst – har negativ effekt på vores medmennesker, fordi vi glemte at tænke tanken til ende (eller i hvert fald bare nogle 100 meter hen ad vejen!).
Og husk på, at en masse af det, du visualiserer, også vil give dig vished om, at det kan du sagtens begive dig ud i!! At det måske ikke engang er så slemt, som du troede, inden du visualiserede det. Og SÅ kan du roligt springe ud i det.
Vi multipassionerede vil altid være søgende og gøre status. Men når vi efterhånden med træningen kan genkende uroen, kan vi gå mere sagligt til værks, i stedet for at lade følelserne tage fuldstændig over.
- Vi ved, at vi med stor sandsynlighed vil miste interessen for noget efter nogen tid (dage, måneder, år). Vi kan derfor allerede spørge os selv, inden vi går ind i noget nyt:
Hvad gør jeg, når begejstringen damper af? Og: “Det er okay, hvis dette kun varer x måneder eller år – jeg er helt normal!” - Vi ved, at passionen – begejstringen – er særdeles afgørende for, om vi bliver ved med noget eller ej. Når den aftager, skal vi videre eller ændre noget i dét, vi er i.
Sidstnævnte er en rigtig god mulighed for at undgå at hoppe fra ting til ting. Hvis det handler om dit job, kan du måske få andre arbejdsopgaver? Blive flyttet til en anden afdeling? Få nogle kurser og lære nye skills (yay!)? (Som beskrevet her) - Vi ved, at vi – selv midt i noget, som er rigtig sjovt – kigger til siden og ser alt det, vi går glip af og tænker “ej, det gad jeg også godt!”. En rastløshed, der bunder i nysgerrighed, og som driver os mod nye legepladser.
Og fordi vi ved det, kan vi grine lidt af os selv og vide, at det er sgu helt normalt og vende tilbage til dét, vi egentlig var i gang med!
Kort sagt – med erkendelsen, tiden og træning kan vi finde ro i uroen <3
(Ja, det gælder også dig ; )
Kærlig hilsen
Lone