Den rette hylde

Hvor er der egentlig mange, der har fundet deres rette hylde. Fundet den profession, der bare “passer” og bliver ved med at passe år efter år. Som for eksempel en forfatter, der nærmest føler sig kaldet til at skrive bøger. Eller en IT-konsulent, der aldrig kunne forestille sig at lave andet. Eller en pædagog, der elsker børn og alt det kreative, hun kan lave hver dag på arbejde.
Godt for dem : )

Nogle mennesker sidder fint på deres rette hylde uden at være decideret passioneret omkring deres job, mens andre vil arbejde med noget, de brænder for. Uanset hvad, så er de landet på rette hylde.

Men at finde sin rette hylde er sgu lettere sagt end gjort, når man er multipassioneret!

Nogle coaches rækker ud og vil hjælpe dig med at finde din passion ved at svare på nogle spørgsmål. Tag en tur på Google og find adskillige hjemmesider, der kan hjælpe. Det virker såre simpelt!

Men du og jeg ved godt, at disse velmenende gode råd ikke gælder for os, der er multipassionerede. Alene fordi forfatterne til artiklerne skriver “passion” i ental, ved vi, at vi aldrig skal forsøge at følge deres råd. De er simpelthen ikke skrevet til os, og jeg tænker (håber), at afsenderne ikke ved, at vi findes …

(Du kan i øvrigt læse om mit mislykkedes forsøg på at “finde min passion” her!)

Groft sagt findes der to typer multipassionerede:

  1. Mange ting på én gang-typen (som en tallerkenjonglør holder du gang i mange passioner på samme tid og skifter “tallerkener” ud en gang imellem)
  2. Mange ting efter hinanden-typen (du dykker ned i ét emne ad gangen, for så at forlade det, når du har lært det meste, og går så videre til den næste passion)

Uanset hvilken type du er, så kan du ikke finde én passion og leve efter kun den hele dit liv. Jo, du kan sagtens finde “din passion” i ental, men så finder du en mere lige bagefter, og en mere og en mere …

Du er nemlig et menneske i utrolig bevægelse. Med en nysgerrighed, der ikke ligner de flestes.

Denial, denial, denial
Skulle du nu sidde og ærgre dig over, at du ikke kan finde én ting og holde dig til den, så får du her lidt perspektiv. Nogle mennesker tror nemlig, at de sidder godt dér på deres hylde, men virkeligheden kan sagtens være en ganske anden:

Jeg var lige startet på lærerseminariet i 1997, da jeg mødte en af mine forældres venner. Hun havde på det tidspunkt været folkeskolelærer i to (eller tre?) årtier. Jeg var vildt begejstret, fordi jeg skulle jo også være lærer, så jeg spurgte hende, om hun var glad for at være lærer?

Hun så på mig med vantro og blev helt stille …  hun nærmest fnøs: “Altså, det er jeg jo bare!”.

Jeg var chokeret!

Hvis hun ikke var glad for sit job, hvorfor i alverden blev hun så i det?! Det var, som om hun slet ikke havde fantasi til at forestille sig, at hun kunne lave andet.
Men som 20 årig blev jeg lige ovre på egen banehalvdel over for denne voksne kvinde. Hun havde det tydeligvis ikke som en prioritet at være glad på arbejdet. Måske havde hun “glemt” at gøre status, at mærke efter, om hun egentlig stadigvæk havde lyst til at være lærer.

Men okay, det er også vildt besværligt at skifte og meget lettere at blive, hvor man er …

Jeg blev aldrig lærer. Dengang vidste jeg ikke, at jeg er multipassioneret, da dette skete:

I en fem-ugers praktik på en skole spurgte jeg en lærer om hendes valg af uddannelse og siden skole. Hun sagde: “Ja, jeg skulle bare lige arbejde som lærer et par år, før jeg skulle videre. Det er så 25 år siden!”.

Jeg panikkede fuldstændig. Tænkte: “Hjælp, det kan jeg ikke overskue! Skal jeg så bare lave det samme år ud og år ind?” (og her tænker du nok, det var underligt, at jeg ikke havde tænkt på dét noget før. Jeg er enig ; )

Så stoppede jeg på seminariet, blev tjener på Langeland-Kiel færgen i et halvt år og valgte derefter en helt anden vej, nemlig kommunikation.

Lærerinden var ikke den eneste årsag til, at jeg stoppede, men når jeg tænker tilbage, kan jeg nærmest fysisk fremkalde mig følelsen af et reb, der strammer til, og jeg var alt, alt for umoden og uoplyst til at gøre noget fornuftigt ved det!

Dine mange hylder
Du og jeg og alle andre multipassionerede har mange rette hylder. Nogle af dem forbliver de samme, mens andre skifter over tid.

Det starter med, at vi accepterer, at vi ikke lige kan tage en 1-2-3-test og finde vores passion, og ej heller vide hvad vi skal lave resten af livet.

Men ved du hvad? Vi er så heldige, at vores mange og skiftende interesser giver os oplevelser, jobs, hobbyer, møder med spændende mennesker og erfaringer, som er de færreste forundt!

Hvis du er en af dem, der nærmest undskylder for dit lange CV med mange forskellige beskæftigelser, så husk dette:

  • Du har så mange talenter, at du kan bestride en masse forskellige jobs – det er langt fra alle, der kan det!
  • Du kan ubesværet skifte roller og arbejdsopgaver. Et langt og varieret CV fuld af mange “hylder” viser fleksibilitet, tilpasningsevne og drive!
  • (og sving lige forbi bloggen “Alt det, du kan!”, hvis du stadig tvivler på dine evner!)

Du kommer til at have mange “rette hylder” i løbet af dit arbejdsliv, og du er lige præcis, som du skal være ❤️

Kærlig hilsen
Lone

Gå til flere blogs her

 

Leave a Comment