Nogle gange kan vi multipassionerede spørge os selv: “Hvad KAN jeg egentlig?” – ene og alene af den grund, at vi ikke er one-trick-pony-specialister, men derimod generalister, der kan alt muligt.
Kære multipassionerede. Skulle du komme i den situation, at du betvivler dine talenter, så får du her en mental opstrammer, der minder dig om, hvorfor du er vigtig for din arbejdsplads, din omgangskreds, ja selv for samfundet!
Der er nemlig virkelig mange fordele ved at være præcis, som DU er.
Her er listen – udfyld selv resten!
- En kæmpe vidensbank af al den viden og knowhow, du har samlet op alle mulige steder igennem mange jobs og fritidsprojekter
- Har gang i så mange ting, at du er toptrænet i at være effektiv og arbejdsom
- Vant til at være nybegynder – lærer hurtigt og er frisk på nye udfordringer
- God til skift og “nye tider” (som fx organisationsændringer, omplacering i firmaet etc.). Det, nogle kalder “omstillingsparat”
- God til at forbinde de kompetencer, du har mange steder fra, og skabe nyt
- God til at være ude af din komfortzone. Det er du jo så tit! – Hvis du overhovedet HAR en komfortzone? ; )
- Du brænder for det, du laver. Du giver alt, hvad du har
- Du elsker nye ideer, og du får mange af dem – er god til brainstorming
- Er god til og kan lide at forbedre processer, produkter etc.
- God til at hæve dig op i helikopteren og se det store billede, fordi du som generalist er god til at sætte dig ind i mange ting, afdelinger, mennesker etc.
- God til mennesker, fordi du har mødt mange forskellige slags mennesker på din nysgerrighedsrejse
- En naturlig nysgerrighed, der driver dig vidt i alt, hvad du sætter dig for
Tillykke med dine talenter!
Vis listen til din arbejdsgiver, alle dem der tvivler på dig, alle der ikke forstår dine skift, drømme og det, der driver dig – og vis den til dig selv, hvis du har brug for det en gang imellem.
Og PS. Måske læste du bloggen Skab grønne oaser af tid til dine passioner, hvor jeg skrev, at jeg godt kunne vente på at få tid til at arbejde på et projekt?
Well. Det er 5 måneder siden, jeg har udgivet en blog, fordi hverdagen har været fyldt med alt muligt andet. Og det er okay. Jeg vidste nemlig, at i sommerperioden ville jeg få tid til at skrive igen. Ideerne måtte bare ligge og boble og forblive i stikordsform i min passionsbog indtil da.
Vi bliver så gode til det her, venner!
Kærlig hilsen
Lone