“Jeg hedder Lone, og jeg er multipassioneret”

Jeg tror sgu, jeg er født med en ja-hat på. Jeg bliver så begejstret og roder mig ud i alt muligt. Mange, mange gange har jeg måttet lave en liste over alt det, jeg har gang i, og så skære nogle ting fra, fordi jeg ikke kan nå dem eller rumme dem. For jeg gider nemlig kun gøre noget, hvis det bliver gjort ordentligt!

Som barn og ung gik jeg igennem årene til springgymnastik, fodbold, håndbold, stort set alle former for dans, klaver, tværfløjte, violin, tennis, taekwondo, ridning, spejder, cirkus, gospel, solosang … og sikkert nogle flere ting, som jeg har glemt.

Det var da skide nuttet, at ungen var nysgerrig og ville prøve nogle ting af. Og mine forældre gav mig heldigvis lov.

Jeg var lige begejstret, hver gang jeg begyndte på noget nyt. Nogle af tingene holdt ved i flere år, men de fleste aktiviteter gik jeg til i ret kort tid. For – så havde jeg prøvet dét.

Som voksen har jeg lavet samme nummer, bare med jobs. Siden jeg blev færdiguddannet, har jeg været tekstforfatter, tv-oversætter, marketingkoordinator, vægtkonsulent, arbejdet i tv-branchen, været konferencevært, kursusudvikler og personlig assistent/forretningsfører. Og været på barsel to gange. På 12 år.

Men, når man er på den anden side af 40, er det bare ikke så nuttet mere. Hvornår bliver jeg voksen? Hvornår falder jeg til ro? 

Hvad fanden skal jeg være, når jeg bliver stor?!

I 2017 var jeg til 25 års jubilæum med min 9. klasse. Da vi nåede til runden om, hvad der var sket, siden vi sidst mødtes 5 år før, følte jeg simpelthen SKAM over, at jeg havde haft adskillige beskæftigelser på kun 5 år. Som om, der var noget i vejen med mig. De fleste havde samme jobs som for 5 år siden, nogle enkelte havde skiftet job én gang. Men ikke mig.

I starten af min ”karriere” var det meget charmerende at skifte job, så jeg lige kunne finde ud af, hvad det var, jeg skulle lave resten af mit liv. Men jeg blev ved med at skifte, og hver gang gik jeg ind i jobbet med 110% begejstring og vilje, og NU har jeg fundet rette hylde. Indtil der gik lidt tid. Så kunne jeg godt finde ud af dét, så havde jeg prøvet dét, og så begyndte jeg at lede efter nye udfordringer.

Jeg begyndte at tænke, at jeg er sgu da ikke normal! Hvad er MIN passion? Jeg lånte en bog på biblioteket om at finde sin passion. Men lige meget, hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke finde denne ene, altoverskyggende passion. Eller bare 2 eller 3 passioner. Fordi næste gang jeg tog biblo-bogen og mit arbejdspapir op, så var det nogle nye passioner, der dukkede op. De skiftede, ligesom vinden den blæser! Jeg afleverede bogen før tid og opgav at finde MIN passion. Jeg blev faktisk ret nedtrykt over det og følte mig simpelthen så forkert.

Nogle uger efter skolejubilæet hørte jeg en amerikansk podcast, og gæsten i podcasten fortalte, at hendes CV så ud, som om det tilhørte 6 forskellige personer (!), og at de ting, hun havde lavet, ikke gav mening for andre, men for hende var der en klar rød tråd, som bragte hende frem til det, hun lavede i dag.

Da jeg hørte dét, råbte jeg højt: ”Det er ligesom mig!” (der var muligvis en enkelt glædeståre). Dér faldt brikkerne på plads for mig, og jeg kunne begynde min søgen. Jeg kom i tanke om, at til 25 års jubilæet sagde en af de andre, da vi krammede farvel, at han havde det ligesom mig. Han var også rastløs. Men jeg registrerede det først rigtigt flere uger senere. Det gjorde godt. Jeg følte mig ikke alene. Nu var der i hvert fald både en af mine gamle klassekammerater og en dame i USA, der havde det ligesom mig. Så var vi tre.

Det skulle vise sig, at der findes tusinde og atter tusindvis af mennesker, der har det som os. Og nu kom der benævnelser på. Jeg begyndte at finde ord, jeg kunne google! Scanner, multi-potentioalite, multi passionate, renaissance soul …

Og DER faldt det hele på plads! Jeg kunne ikke finde min ene passion i verden, fordi jeg ikke har én. Jeg har mange! Og de skifter, fader ud, kommer tilbage – alt efter dagsformen.

Og det er helt okay! Jeg er helt okay! Du er okay! Vi er mange, der har det sådan.

Vi er multipassionerede. Nysgerrige. Vi er hurtige til at lære nyt. Vi vil lære nyt. Vi vil ÆDE nye projekter til morgenmad. Vi er i bevægelse. Vi bliver super begejstrede. Vi er ikke til at stoppe, når vores drive tager over.

Når vi bliver hooket på et emne, så går vi ALL IN. Graver os ned i emnet. Tager et job i en helt ny branche, lærer hvad vi kan der, indtil det bliver for trivielt, og vi mestrer det – så skal vi videre.

Sådan er det at være os. At være multipassioneret. Nysgerrige på livet!

“OKAY, SÅDAN ER JEG OGSÅ! OG HVAD GØR JEG SÅ?”, spørger du måske.

Der er heldigvis rigtig mange gode værktøjer, som kan hjælpe os på vej.

Gode bøger, du roligt kan kaste dig over:

Refuse to Choose, Barbara Sher

How to be everything, Emilie Wapnick

Renaissance Soul, Margaret Lobenstine

På bloggen skriver jeg om nogle af de værktøjer, jeg selv bruger. Der findes mange, mange andre, som du kan finde i de nævnte bøger og rundt omkring på nettet. Værktøjerne er dels fra bøgerne, og som jeg har tilpasset til mig og mit liv, mens andre er helt hjemmestrikkede!
Du vil også finde en masse viden om karrierer som multipassioneret, familieliv, fritid og meget mere.

Jeg opfordrer dig til at tage det, du kan bruge og tilpasse det til dig eget liv. 

OG jeg opfordrer dig også til at kontakte mig, hvis du har en historie om, hvor du har mødt modstand på din sande natur som multipassioneret, eller at dele værktøjer du bruger i dit liv, eller hvad du nu synes kan være relevant for os andre, der er multipassionerede.

Lad os hjælpe hinanden – Leve de nysgerrige!

Kærlig hilsen
Lone

(Opdateret i 2022: Kom lige i tanke om, at jeg også gik til maskinskrivning i 8. klasse …)

Gå til flere blogs her

 

2 thoughts on ““Jeg hedder Lone, og jeg er multipassioneret”

  1. Hvor er det fint beskrevet Lone – tillykke med fødslen af det nye site <3. Jeg glæder mig til at læse med

Leave a Comment