Normalt har de fleste så travlt, at de ikke kan “høre” deres inderste drømme og ønsker i larmen og hverdagsdriften. Det hele går så skide stærkt, at der sjældent er tid til refleksion.
Det er alligevel også alt for besværligt at ændre noget …
Hvad vil du egentlig? Ved du det?
Hvad vil du gerne, helt inderst inde, som du slet ikke tør sige højt af frygt for, hvad konsekvensen bliver, og hverdagen vælter?
Du kan allerede vide det, men vil måske ikke indrømme det overfor dig selv – og da overhovedet ikke overfor andre!
Da corona-nedlukning nr. 2 havde varet længe nok, var der blevet så stille i hverdagscirkusset, at jeg pludselig kunne “høre”, hvad mit inderste ønske var:
Jeg ville hjem til Fyn. Hjem til Svendborg.
Efter 21 år i hhv. København og Østjylland ville jeg HJEM!
Det er noget underligt noget. Jeg er så glad for vores hjem, naboer, venner, fritidsbeskæftigelser, netværk osv. i Jylland. Men jeg har hjemve.
HVAD SKER DER FOR DÈT?! Det er sgu da besværligt!
Okay. Her er, hvad der er normalt, når man er gift og har hjemmeboende børn:
Det er normalt, at alle børn og begge forældre bor under samme tag!
Det var med bævrende stemme, at jeg fortalte min mand om min hjemve.
Velvidende, at han ikke kan komme med pga. hans forretning, og at ungerne aldrig vil forlade deres hobbyer, skoler og venner. Jeg kunne simpelthen ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.
Til min store glæde var han meget forstående. Han har ikke hjemve, men anerkendte min situation. Og så foreslog han, at jeg tilbringer nogle dage dernede hver eller hver anden uge!
Tre dage efter åbnede der sig pludselig en mulighed for, at jeg kunne leje en lejlighed i Svendborg efter behov. Det kom bogstaveligt talt ud af det blå.
På den måde kan jeg få min hjemve dæmpet, samtidig med at jeg har ubetinget arbejdsro – og så kan være sammen med min familie resten af tiden <3
Svendborg, Christiansminde
Jeg er klar over, at dette kan lade sig gøre, fordi vores unger ikke er små længere – 12 og 15 – men mest af alt, fordi min mand er så pisse sej.
“Skal I skilles?”, har nogle spurgt. NEJ da! Det er netop fordi, vi gerne vil blive ved med at være gift, at vi giver hinanden frirum til sådan noget som dette!
Ved at leje lejligheden på den måde er det heller ikke økonomisk uoverkommeligt og “farligt”. Der er ingen bindinger eller depositummer.
Tilbage til dig.
Har du tænkt over, hvad du egentlig vil? Kan du “høre” dine inderste drømme?
Hvis du går og gumler på et projekt, der føles fuldstændigt uoverskueligt, ja så kan det være, at du kan prøve dig frem deltids eller på lejebasis, eller hvad det nu er, der passer ind i dit drømmeprojekt. Og tal med din familie, hvis du har sådan en, for det kan være, at de bakker dig op eller i det mindste parate til at give det et forsøg i en periode.
Hvis du har lyst til gøre noget ukonventionelt, så er der kun én vej: Prøv det af. Du vil nok aldrig møde 100% forståelse fra dine nærmeste, for det er jo ikke deres drømme, bare de anerkender dine ønsker.
Du har i hvert fald min opbakning : )
Lad os turde at stå ved vores drømme – og handle på dem!
Kærlig hilsen
Lone
Og PS: Hvis min mand havde sagt, at det var da den dummeste idé, han længe havde hørt, og nu skulle jeg tage mig sammen osv. … så skulle jeg ikke have ham som mand …
Og PPS: Nu har vi levet sådan her i 1,5 måned, og det funker for alle parter ; )
Sjovt.
I mange år havde jeg hjemve mod Odense, men nu når jeg kommer til Odense, så kan jeg slet ikke se mig selv tilbage i byen. Den har ændret sig meget, og jeg kender den ikke længere.
Men super for dig at du kan komme hjem til Svendborg. Og så er det vel ikke anderledes end når folk har et sommerhus, hvor den ene part tager alene til en gang imellem
Tak fordi du læser med og for din kommentar, Anette.
Svendborg er også forandret efter alle de år. Men vandet, familie og venner er der stadig!
Min historie er også blot et eksempel på, hvad der kan dukke op, når der bliver stille (og man hører efter). Det kunne i virkeligheden være hvad som helst : )
Kærlig hilsen
Lone